Aften 20. september (Farfars 100 års dag) – natten til den 21. September.

I morgen gør det intet om jeg har hold i nakken. Her sidder jeg ved bordet tæt ved vinduet med dagsudsigt mod fjorden. Natten har nu vundet og stjerneklart det er. Her sidder jeg og terper edb’ens akronymer. Så ser jeg de lysningen mod nordøst, jeg kan ikke dy mig. Det ligner natteskyer, men det kan det vist ikke være. Det er som noget siger “lys mig”. Nu står jeg på balkonen og ser det jeg længe har drømt om – Nordlys.

Jeg går ud I natten for at tage imod dette levende lyshav – for det er det.
Hvis musik kan have døv billedtonerne, så er denne oplevelse musik. Forstil dig at nogle lysende pulserende skyer og andre steder på nattens himmel er der strålegardiner i røde, grønne, hvid og blåviolette chanceringer. Det er det smukkeste jeg har set.

Mit nordlys har et uroligt liv. Først er strålegardinet vuggende og smidigt. Næst, er det aftagende og falder til ro, men netop som jeg tro at den er på retræten, liver den voldsomt op, rullende og uroligt. Som billedmusikkens potpourri – fra Debussy til Wagner, over Tchaikovski.